Lige så mange fordele der er ved det åbne kontorlandskab, lige så mange ulemper er der faktisk også. En ny undersøgelse viser, at selvom 90 % af de adspurgte er glade for deres arbejde og trives i det, er hele tre ud af fem personer stressede som følge af et åbent kontorlandskab. Læs med i denne artikel om, hvad udfordringerne ved åbne kontorer er, og hvilke løsninger der er på problemerne.
Udfordringer ved det åbne kontor
Det åbne kontorlandskab skaber for meget støj – både lydmæssigt og synsmæssigt. Den hurtige adgang til sparring virker forstyrrende, og mange savner lidt privatliv. Derudover er der flere gener i det åbne kontorlandskab, som følge af at der er for mange personer at gøre tilfredse. Derfor vil der opleves uoverensstemmelser omkring temperaturen, og både et for koldt og et for varmt kontor skaber utilfredshed. Lydniveauet, forstyrrelserne og samværet med mange mennesker på én gang resulterer for mange ansatte i stress.
Indret med omtanke
Mange arbejdsgivere indretter virksomheden i et åbent kontorlandskab uden at gøre det med omtanke. Men for at de ansatte skal trives i det åbne kontorlandskab er der en række ting, arbejdsgiveren bør overveje først.
For det første er det kun de ansatte, der har brug for sparring med hinanden, og som har noget med hinanden at gøre, som bør arbejde sammen i et åbent kontorlandskab. Det åbne rum skaber nemlig god bund for faglig sparring og fagligt fællesskab, som både virksomheden og de ansatte kan nyde godt af. På den måde vil de medarbejdere, der arbejder i et åbent kontorlandskab kunne se meningen med det, og være mere overbærende over for lidt støj.
Fastsæt rammer
For det andet er det som arbejdsgiver vigtigt, at du fastsætter nogle rammer for, hvornår der skal luftes ud, og hvad en rimelig rumtemperatur er. På den måde undgår de ansatte, at der opstår interne stridigheder og skænderier omkring radiatorer og vinduer, som når det er overladt til dem selv at finde ud af.
Der kan også med fordel gøres klart fra start, at den åbenlyse mulighed for sparring også kan resultere i for mange forstyrrelser, og at der derfor er fastsat rammer for det. Det kan være bestemte timer, hvor man ikke må forstyrre hinanden, eller kun i begrænset tidsrum at man må sparre med hinanden.
Behov for privatliv
Det åbne kontorlandskab kan med fordel også indrettes med skillevægge, som de ansatte kan sætte op, så de kan afskærme deres arbejdsplads og på den måde få lidt privatliv. Skillevæggene er også med til at nedsætte de forstyrrelser, bevægelser i rummet skaber. Følger du som arbejdsgiver disse råd, vil du nedsætte risikoen for, at dine ansatte finder det åbne kontorlandskab stressende.