I landets største byer er boligmanglen stor. Flere boligsøgende retter opmærksomheden mod alternative boligformer og lejemål, men tagboligen en ofte overset løsning.
Hvert eneste år står reporterne i kø for at interviewe sagesløse studerende i landets største byer – Aalborg, Aarhus, Odense og København, hvor campingpladser og skurvogne står for skud, når nye studerende skal indlogeres.
Det er dog ikke kun de studerende, der har svært ved at finde boliger.
Den generelle tilstrømning til de større byer i Danmark betyder, at boligsituation generelt er kritisk, når mennesker skal stuves sammen i et boligmarked, der endnu ikke er klar til det.
Dansk Byggeri skønner, at boligmanglen alene for studerende ligger i omegnen af 20.000 boliger i de store universitetsbyer. Udviklingen i antallet af tilflyttere til de større byer står ikke mål med det antal kvadratmeter, der nybygges.
Mens alternative boligformer, kollegie- og deleboliger vinder frem, findes der tillige løsninger, der end ikke kræver nybyggeri – og kvadratmeter at bygge på.
En mulighed for udnyttelse af både byrum og eksisterende kvadratmeter er tagboligen, der vinder hastigt frem.
På loftet ligger løsningen
Har man uudnyttet plads under loftsbjælkerne, er der god grund til at overveje at inddrage loftsrummet og etablere en tagbolig. Og står loftsrummet i forvejen tomt, kan du med den investering, en renovering og omlægning udgør, få fingrene i en solid, varig indtjening. På den måde øger du samtidig boligens samlede værdi betragteligt.
Efterspørgslen på erhvervslokaler er i forvejen mærkbar i de større byer, hvor der er rig mulighed for driftig virksomhed – afhængigt af branchen. Et taglejemål kan nemt vise sig at være den perfekte løsning for netop den virksomhed, der leder efter et lokale med charme, karakter og skævhed – i mere end én forstand.
Både for virksomheder og private vil skæve loftsvægge være en unik mulighed for at tage sit lejemål til toppen.
Er det bekvemt i forbindelse med den konkrete anlæggelse af en tagbolig, er der samtidig mulighed for at skifte tag på bygningen. I al fald hvis man henvender sig til den rette udbyder. Og her er der flere muligheder.
Online findes en række websider, der forhandler og yder ekspertise inden for tagboliger og renovering af tage i samme omgang.
Kommunerne har fået øjnene op for tagboliger
I Københavns Kommune ser man alvorligt på boligmanglen. Det har blandt andet betydet, at tagboligen som uudnyttet mulighed for løsning af boligbehovet nu tages i betragtning. Endda på et relativt konkret plan.
I et forslag i kommuneplanen fra 2017 har Københavns Kommune vist sig åben for tagboligen som en fremtidig boligform, der kan tænkes i kommende byplanlægning – og på et overordnet niveau tænkes ind i boligkonstruktioner.
Det kræver et slæk på kommunens restriktioner til eventuelle bygherrer. I Kommuneplanen foreslås det, at kommunen over for andre kommuner med samme udfordring viser sig lydhør over for potentialet i tagboliger. Dét med tanke på de mange ældre – og ellers bevaringsværdige – bygninger i bybilledet.